Hans kunstneriske opdagerfærd udi den arktiske verden er tillige en opdagelsesrejse ind i sindets land, en udforskning af fjerne og ugæstfrie regi-oner i selvet. Billederne vidner umiskendeligt om, hvorledes han føler fascinationen ved det, han møder derude i ødemarken, som den bærende, kunstnerisk igangsættende stimulus. Ikke fordi han - som en anden turist i det frem-mede - bare finder det, han ser, betagende i al dets storladne barsked, magt og vælde , men derimod fordi han her møder og genkender noget af det, han søger, nemlig væsentlige sider af sig selv.

I kraft af denne intense oplevelse af at genkende sig selv i den arktiske motivverden er han i stand til at male vidunderlige, på én gang kolo-ristisk fint nuancerede og alligevel „minimalis-tisk" enkle akvareller in situ. Disse små arktiske „selvportrætter" hjemføres som støtte for det efterfølgende arbejde med større, ofte monu-mentale, oliebilleder i atelieret. I atelieret er det dog først og fremmest erindringen fra rejserne, d.v.s. den i sindet lejrede motivoplevelse, der danner det bærende arbejdsgrundlag. Han maler sig med andre ord ind på den samme genken-delse af sig selv i det enkelte billede, som han tid-ligere har erfaret i mødet med det arktiske land-skab, han skildrer i det. Arbejdet i atelieret bliver dermed er art opfølgende parallelproces, en kunstnerisk fortolkende „gentagelse", af den op-rindelige oplevelse i naturen. I arbejdet med de større malerier sker der i sagens natur en langt større differentiering af former og farver end tilfældet er i de små og enkle akvareller.

Det arktiske landskabs mangeartede form- og farvekomponenter udsættes i atelieret for en mere intensiv „nærlæsning", det større billedfor-mat bringer et næsten i det uendelige varieret register af jordfarver, gråtoner, grønne og blå nuancer til udfoldelse i den lagvise farveopbyg-nings mere eller mindre æteriske væv af lasurer, hvormed kunstneren giver sin abstraherende fortolkning af himmel og hav, landskabets at-mosfærisk slørede is- og klippeformationer o.s.v.

Koloritten i Hardy Brix’s arktiske urlandskaber virker bemærkelsesværdigt homogen i kraft af de fint samstemte farver, der får hans billeder til  at fremtræde påfaldende afdæmpede, helt uden skingre eller afstikkende højrøstede dissonanser. Værkerne kommer dermed både til at vidne om den tavshed, der råder over polarlandskabets vidder, og om den stilfærdighed, der præger denne sympatiske kunstners seriøse tilgang til sit kunstneriske anliggende ; - men der er jo også tale om to sider af samme sag!

Finn Terman Frederiksen
museumsleder

Se udstillingen