Om HARDY BRIX

Hardy Brix har siden slutningen af 1970'erne været optaget af formens udtryk, som han afsøger gennem forskellige maleriske metoder. En optagethed, der blandt andet bragte ham til Kunstakademiet i Zagreb, hvor han studerede fra 1981-82. Opholdet medførte en minimalistisk stil baseret på det geometriske i fladen, mens det kubistiske og konstruktivistiske, der længe var hans undersøgelsesfelts stærkeste redskaber, udfoldede sig i en række små skulpturer af træ. Disse figurer (udført i tynde pinde) tog udgangspunkt i det af russeren Naum Gabo udformede manifest fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvori det fremgik, at massen skulle opløses og man skulle lade rummet (luften) være med til at fylde skulpturens væsen. Brix' små skulpturer kan både opleves som arkitektur, altså abstrakte bygninger, og som minimalistiske abstraktioner over markante landskabsstrukturer. Senere udviklede hans maleri sig med stormskridt under påvirkning af især rejser til det nordlige Skandinavien, ikke mindst Norge, hvor oplevelsen af naturen var så stærk, at han siden valgte helt at satse på maleriet som udtryksform.

Mødet med den særlige nordiske natur, først i Nordnorge og senere andre steder som Færøerne og Svalbard, medførte, at Brix ville skildre de overvældende indtryk i form og farve. Det er en natur, der er som et grænseland mellem det tempererede klima, som også Danmark er en del af, og den endnu nordligere egentlige arktiske natur. Det er en barsk og krævende natur, hvor der ikke findes mange fastboende mennesker. og de, der lever dér, har altid været afhængige af de ofte knappe naturressourcer.

Hardy Brix udviklede den første fase af sin personlige udgave af det nordiske maleri i perioden fra omkring 1988 og ti år frem. Han arbejder på den måde, at han under ophold eller gennemrejse af et landskab maler nogle små akvareller, der fungerer som skitser. Indtrykkene fæstnes som stemningsbilleder og indgår i hans erindring og tanker. Først efter en længere periode - der kan gå op til et par år - omsættes indtrykkene til lærredet. Maleriet som proces omfatter flere samtidige arbejder, gerne i forskellige størrelser, der i perioder bemales med spartel og pensel. Efter tørring bearbejdes de igen og igen, således at de enkelte malerier kan bestå af op til 15-20 lag, hvilket giver billedfladen en særegen og uigennemtrængelig tyngde. Billedet er selve det skildrede billede, det er ikke muligt at trænge ind bagved fladen eller søge efter dybdevirikninger. Arbejdet med at skabe disse erindringsbilleder kan strække sig over lange perioder, helt op til et par år. I selve processen følger farverne med fra billede til billede, således at der opstår en vis serialitet i de enkelte forløb.

De landskabsbilleder, Brix malede i første halvdel af 1990'erne, var karakteriseret af en overvejende kubistisk og konstruktivistisk malemåde, styret af en ekspressionistisk farveholdning. Billederne syntes at kunne have hentet inspiration fra den islandske maler Johannes Kjarval (1885-1972), der fra 1930'erne og frem til sin død skabte en egen "stor stil" med en fri og energisk ekspressiv penselføring, hvor landskaberne stod nøgne og golde og lyste af farvespillet, som skabtes af lysets møde med klipper, vand og is. Den monumentale og storladne beskrivelse af landskabet er central, hvorved såvel malerens som beskuerens lidenhed i forhold til naturen skaber psykologisk-symbolistiske stemninger.

Brix synes tilsvarende at forfølge de samme mål med sine bil leder, men han bruger sine redskaber lidt anderledes – mere moderne - ved ikke at ville skildre naturen som natur, men i højere grad at ville male de strukturer og former, han ser i landskaberne. Der er således større ensfarvede felter, flere geometriske strukturer, skarpere brudflader mellem felterne og en søgen efter at tolke farvespillet i de forskellige mere abstrakte former. Resultatet er derfor langt mere abstrakt og derved mindre stedsbundet, det sidste forstærket af, at malerierne i denne periode hverken har titler eller stedsangivelser.

Valget af farver er interessant, idet der konsekvent anvendes blandingsfarver, hvor grålige, blålige og grønlige nuanceringer er dominerende, dertil kommer mindre felter af sort, brunt, rødt og hvidt. Gennemgribende er det jordfarver, der styrer opbygningen enten direkte eller som undermaling. Det er en grumset, "beskidt" og ikke mindst neddæmpet farveverden, der møder en i malerierne. Maleren Hardy Brix bruger en slags kombinationsmodel ved både at løfte blikket som Else Alfelt (1910-1974) - Cobragruppens landskabsmaler - og se den kolde arktiske verden folde sig ud i klare farver og former, og ved at lade sit blik blive mere tungt og kirkebysk, når nuancerne nedtones og bliver "støvede" i den endelige malesituation. Brix synes på en måde at køre en slags usynligt parallelløb med den store færøske maler Ingålvur av Reyni (1920-) om at kunne skildre naturen i abstrakte vendinger. Men Reyni er voldsommere og mere direkte i sin anvendelse af farver, hvilket kan hænge sammen med, at han er midt i den natur, han skildrer, mens Brix i højere grad arbejder med erindringen midt i den danske natur og det ofte grågrumsede vejrlig.

I 1998 spændte Brix buen igen og tog til øgruppen Svalbard i Ishavet mellem Nordnorge og Nordpolen. Det blev en ny slags åbenbaring, hvor han fysisk og geografisk krydsede grænsen fra det nordiske til det arktiske. En grænse, hvor han rejste fra det velkendte og ind i et urlandskab og en natur, hvor isen stadig er til stede og en alt afgørende hersker. Han stod midt i en natur og et landskab, der i sig selv var et symbol på det oprindelige. Fotokunstneren Mads Gamdrup siger blandt andet om fotografering af arktiske landskaber i tidsskriftet Hrymfaxe', at det er et sted, hvor man kan vise det sociale rum uden mennesker. Man er "Hvor civilisationen starter og ophører." De billeder man kan skabe netop her, bærer den særlige kvalitet af det tavse, som igen berører beskuerens egen tilværelse. Tavsheden er eller bliver dialogens anden side, når det arktiske kunstværk møder beskueren.

Det isnende arktiske er som den brændhede ørken det ultimative landskab, hvor alt begynder og ender. Hvor sproget ikke rækker, og hvor moral ikke synes at betyde noget. Her er kun få bemærkelsesværdige eksempler på fysisk overlevelsesevne, og de synes at forsvinde i landskabets voldsomhed, tyngde og udstrækning. Her kan man møde følelsen af selve tilværelsens dannelse, eller af guddommelighedens nåde. Forfatteren Johannes V. Jensen (1873-1950) udtrykker det i romanen "Bræen" fra serien "Den lange Rejse": "Nord er vinterens hjerte, hvor man mister fornemmelsen af tid og føler man vandrer i evigheden. Bræen ligger nøgen og lysende med sit blågrønne dyb og har fortrængt selve jorden, har søndermalet den og slettet den ud under sin bjergvægt af vandrende is."

For Hardy Brix blev mødet med den arktiske natur en forløsning, der har sat sig spor i hans maleri på forskellig vis. De skarpe former blev blødt mere op og formatet blev udvidet fra næsten udelukkende højformat til også at omfatte tværformat. En ny form for malerisk energi bredte sig. Det dobbelte maleri "Svalbard" (1998) udgør en milepæl i Brix' afsøgning af sin udtryksmåde. Hvor et tidligere maleri, "Nordnorge" (1997), er lagdelt fra bund mod top, endnu med klare og skarpe linier mellem de enkelte farvede flader, så er strukturerne mere flydende og plastiske i "Svalbard", der samtidig er interessant ved en komposition, hvor den øverste halvdel af billedet nærmest er ekspressionistisk naturalisme, hvorimod den nederste halvdel er mere abstrakt, mens det er isbræen i midten, der binder billedet sammen. De mørkebrune bjerge, med antydningen af en horisont, synes at trykke på den nederste del af motivet, der synes at være på vej til både at forandre form og samtidig skride ned og ud under billedkanten (i en dal eller slugt). Det store grønne felt til venstre giver billedet en særlig abstrakt og ustabil fornemmelse, som forlænges over i bræens mere lysende felt, netop ud for det grønne, hvor bræens vandrette bølgeagtige strukturer knækker og bliver lodrette som ved et vandfald. Hvor formerne i den øverste halvdel er skildret som en bevægelse ind fra venstre og ud til højre, så har de i den nederste halvdel en mere afgrænsende funktion. Det fornemmes tydeligt i højre side, hvor det nederste hjørne er en bastant abstrakt stopform, mens det oven over blødt glider helt ud til kanten i en rytmisk bevægelse. Vi ser ind på et gennemarbejdet senmodernistisk landskab, vi ikke kan få emotionel adgang til som i "Nordnorge," derfor må vi selv digte dets lyde, bevægelser og betydning. Maleriet giver anledning til at lade øjnene følge snart det ene, snart det andet forløb og aldrig bliver det muligt at omfatte billedet med et blik. Med dette dobbeltmaleri har Brig brudt forbindelsen tilbage til sin egen tradition og overladt os et landskab uden for tid, sted og historie. Et landskab der kun på overfladen er et landskab, og som i sin komposition mere er et rent abstrakt billede, malet på en erindring, end en visuel gendigtning.

Efter Svalbard har der været flere rejser. Brix bliver aldrig træt af at se de utallige farver og former, disse enorme landskaber frembyder. Akvarellerne indeholder i modsætning til oliemalerierne en umiddelbarhed og en lethed, der giver en helt anden spontan oplevelse. De er lettere at gå til, også fordi de er mindre, hvilket blandt andet medfører en yderligere forenkling i behandlingen af motiverne. Vi er tættere på Brix' egen sanselige oplevelse midt i naturen, han sidder jo faktisk og maler på skibsdækket, mens båden nærmer sig land. På nogle akvarel-

ler, som dem fra turen til Antarktis i 1999, har regndråber og havsprøjt blandet sig med maleprocessen og fastholdt øjeblikkets vilkår på en særlig smuk, intens og autentisk måde. På turen i 2001 oplevede han temperaturskift, så malingen frøs og afsatte isblomster direkte i billederne.

Hardy Brix viser med akvarellerne, at han kan fastholde såvel sin indre psykologiske spændvidde, som sin ydre kunstneriske ditto, idet akvarellerne er genspejlinger af virkelige landskaber i det øjeblik de skabes, mens oliemalerierne er gennemkonstruerede kompositioner af farve og form. Fælles for billederne er fraværet af tale, det er som om mødet med de arktiske urlandskabers barske virkelighed for Brig fjerner sprogets variation af ord og metaforer, og i stedet skabes tavse kølige billeder af en verden, hvor civilisationen ikke hører hjemme.

Note 1) John Folke Amstrup: Samtale med en fotograf

Hrymfaxe nr. 4/1998, 2. 12-15

Erik Meistrup, født 1946. Lærer 1978, studier i bl.a. samfundsfag, kunsthistorie, æstetik og kultur. Bidrag til utallige publikationer, de senere år primært om kunst og nærmiljø. Skribent ved Kunstavisen og Tidsskriftet Kunst. Bidrag til årbogen Dansk Kunst 2000.