Metoden
du bruger til at skabe det du kalder ”iceprint” kan forekomme
enkel. Men metoden åbner nye, ubegribelige og højest
interessante muligheder for at videreudvikle det klassiske
akvarelmaleri, der i sig selv har vandet som bærende funktion.
Vi ser dels det i en proces, hvor vandet møder farven, penslen
og papiret, dels i vandets metamorfose under tørringsprocessen,
hvori farven smelter sammen med papiret.
Gennem din nye teknik, hvor du påfører farven direkte på det
frosne vand, isens stationære tilstand, øger du yderligere
vandets funktion og dets betydning i den billedskabende proces
på en meget kreativ måde.
Eftersom det handler om iskrystaller, der kan antage mange
forskellige former, og eftersom du desuden
kan forme disse, i lighed med en skulptur, åbner der sig en
fascinerende uendelighed af muligheder i
billedernes tilblivelsesproces.
Når jeg ser dine værker, kan jeg fornemme, at du i visse
sammenhænge har prioriteret isen og dens smeltningsproces. Det
ser jeg der, hvor farve og is forenes til en farvet væske, der i
løbet af tid, fylder papiroverfladen.
I andre sammenhænge har du tydeligvis formgivet isen med dine
hænder til en lille skulptur og på den måde er lykkedes dig at
indføje noget af dens formudtryk i billedet. I en for beskuerens
højest interessant proces opstår dermed en helt ny kvalitet,
hvor man undrer sig over, hvad isen gør ved
farvesammensmeltningen og hvordan denne igen fortsætter med at
virke, når den møder papiret. Spørgsmålet om hvad isen gør ved
vore øjne og hænder trænger sig på. Papiret bliver heller ikke
blot en passiv modtager. Den suger aktivt den bløde, smeltende farveis - eller skulle man snarere sige isfarve? - og
formindsker smeltehastigheden alt imens det aktivt suger farve,
form og is. I visse billeder virker det, som om du har taget en
svamp eller lignende til hjælp, hvilket leder til yderligere nye
former i værket.
Man kan hævde, at du gennem denne iceprint-teknik tilføjer en ny
tredie-dimension til det etablerede akvarel- maleri. Det er ikke
kun tidsprocessens forskellige hastigheder og udvidede forløb,
men også formgivningens potentiale, der udvides betydeligt.
Desuden tilvejebringer farven og farvetonerne endnu en levende
interaktion, der finder sted i tidens og rummets fremadskridende
proces, og i samspillet mellem is, vand og papir. Man kan måske
ligefrem tale om farvetonernes uforudsigelighed, der skaber
ormer midt imellem havet, landet og endda vejret.
Samlet set er det ekstremt fascinerende at se, hvordan dit
ismaleri tillægger det, som vi kalder ”naturen” - i din
sammenhæng, det arktiske ”landskab” - en endnu større
egenværdi og levende handlingskraft i billedskabelsesprocessen
end hvad tidligere har været tilfældet i dine værker. I bogen
”Religion and Dangerous Environmental
Change” (Berlin 2010) har Petra Hansson og jeg udførligt tolket
dette og bl.a. haft særlig opmærksomhed på, hvad der sker med
billedet, når kunstnerens øjne og hænder, som et skib i
bevægelse, møder et landskab, der ligger stille og roligt og
under sagte forandring. Gennem iceprint-teknikken gør du det
muligt at involvere yderligere
en af naturens iboende handlekræfter, nemlig iskrystallernes
indre formsprog og formforvandlingsevne, som indvirker på alt,
hvad det kommer i berøring med. Man kan nærmest sige, at den
arktiske naturproces på en mystisk og samtidig helt begribelig
måde selv finder sted i disse billeder. Den levende proces,
hvori is, form og papir forenes når faktisk sin midlertidige
ende, når alt er tørret og har bundet sig til papiret, men den
kan uden besvær fortsætte i betragterens øjnes produktive
forestillingsevne.
Naturforbindelsen med det arktiske landskab fortsætter således
som oplevelse. Arktis foregår mellem os og billedet, såvel som
inden i os.
Kunsten samler sig i naturen. Samtidig tilføjer kunsten noget
unikt og nyt til både det arktiske og det senmodernistiske sociale liv. Til trods for, at du i lighed med
andre vestlige kunstnere, gør brug af en modernistisk
menneskekoncentreret og til dels også tekniske styret metode i
din billedskabelse, lykkes det dig stadig at tildele
naturprocessens levende karakter en så vigtig funktion,
betydning og kraft som det overhovedet er muligt at nå indenfor
den vestlige kunsthistoriske ramme. Selvom nogen skulle tale om
tilfældigheder eller indholdsløse tilfældige resultater, bliver
det blot endnu tydeligere, at det er dig, der agerer som maler
dog uden at dirigere og styre skabelsen. I stedet kommunikerer
og interagerer du med disse elementer, hvilke du imødekommer på
en
eksemplarisk, ydmyg – ja nærmest kærlighedsfuld måde.
Det er dybt fascinerende synsmæssigt at følge dine
billedskabelses - processer. Samtidig er det i høj grad etisk
og æstestisk opmuntrende og ikke mindst forbilledligt i
miljøetiske - og miljøæstetiske sammenhænge.
I relation til miljøet kan man sige, at dine billeder på en måde
udgør ”critical places for environmental education”. I
tiltnytning til mit essay om dette arbejde kan man uden tøven
sige, at det udgør ”sacred places as critical places”; hellige
steder, hvor naturens hellighed begynder at tage form, farve og
kritiske punkter, eftersom den enneskelige hånd og blikket
begrænses af forsigtighed samtidig med, at den øver sig i det
levende møde, der finder sted i interaktionen mellem is, land,
vand, form, lys og overflade – alt i iceprintets dynamiske
billedrum.
Sigurd Bergmann
professor i religionshistorie
|